Der findes mange psykiske lidelser. Én af de mindre almene – og mere alvorlige – er skizofreni.
Hvad er skizofreni?
En udbredt misforståelse udgør forestillingen om, at skizofreni er det samme som personlighedsspaltning. Men personlighedsspaltning dækker over en yderst sjælden tilstand, hvor den syge har flere separate personligheder. Skizofreni karakteriseres derimod typisk som en tilstand, der gør den ramte ude af stand til at skelne mellem virkeligheden og sine indre oplevelser.
Hvad er symptomerne på skizofreni?
Symptomerne på skizofreni opdeles normalt i tre overordnede kategorier: Positive symptomer, negative symptomer og diverse kognitive forstyrrelser.
De positive symptomer kendetegner typisk skizofrenitypen paranoid skizofreni, og de dækker over tankeforstyrrelser, vrangforestillinger og hallucinationer. Nedsat energi, social isolering, affektafladning og inaktivitet udgør de mest almindelige negative symptomer. Og de kognitive forstyrrelser omfatter som regel nedsat opmærksomhed og dårlig hukommelse. Skizofreni symptomer findes i flere forskellige grader, og kombinationen af symptomer varierer fra person til person.
Hvor almindeligt er skizofreni?
Eksperterne vurderer, at der i Danmark findes ca. 30.000 mennesker med skizofreni. Det er ikke alle tilfælde af skizofreni, der diagnosticeres, og da mange mennesker lever med skizofreni uden at vide det, er det svært at finde frem til et nøjagtigt tal på, hvor mange der har det. Undersøgelser viser, at risikoen for at udvikle skizofreni er omtrent 1 procent. De fleste skizofrene bliver diagnosticeret, før de fylder 30 år, og lidelsen ses oftere hos mænd end hos kvinder.
Hvad er behandlingen for skizofreni?
Behandlingen af skizofreni foregår normalt på tre områder. Først og fremmest vil den skizofrene ofte blive sat på medicin. Der findes flere forskellige præparater målrettet folk med skizofreni, og der vil typisk gå et stykke tid, før patienten og lægen sammen finder frem til dét præparat, der har de færreste bivirkninger og samtidig virker bedst.
Som supplement til medicinen bliver patienten tilbudt psykoterapi. Psykoterapien dækker både over rådgivning, vejledning, krisebehandling og almen kognitiv terapi. Den danske distriktpsykiatri omfatter institutionen OPUS, der specialiserer sig i psykoser og skizofreni, og ofte vil patienten blive henvist til en OPUS-afdeling i nærheden af sin bopæl.
Det tredje område udgøres af en række psykosociale foranstaltninger, der for eksempel består i psykoedukation, altså undervisning i sygdommen og diverse træningsforløb, hvor patienten sættes i kontakt med andre, der lider af samme sygdom.
Er skizofreni kronisk?
I de fleste tilfælde varer skizofreni hele livet. Med den rette medicin, rådgivning og vejledning kan folk med skizofreni dog sagtens leve normale og fyldestgørende liv.
0 kommentarer